Grumme historier om overmedicinering og miljøgifte hos opdrætsfisk er er i vid udstrækning fortid. Men ingen har formået at brande den nye gode, sunde og rene fiskeproduktion, blogger Mette Cristine Schou Frandsen. Miljøbiolog, ph.d., og tidligere landmand. Stifter af innovationsplatformen, Fremtidens Fødevarer.
Mette Cristine Schou Frandsen og de to øvrige deltagere i ”Fremtidens Fødevarer” er nye medlemmer af Verdens Bedste Fødevarer. Læs mere om dem via links gennem teksten samt i bunden af artiklen. Eller endnu bedre: Bliv selv medlem af Verdens Bedste Fødevarer
Kun knap hver tiende af de europæiske forbrugere vil helst have opdrætsfisk i supermarkedet. De begrunder det med, at de vildtfangede fisk smager bedre og er sundere. En del er også af den overbevisning, at vildtfangede fisk er mindre belastende for miljøet end opdrætsfiskene.
Den overbevisning fortjener i den grad at blive udfordret! Der er nemlig astronomiske forskelle på hvordan man opdrætter fisk, og hvilket resultat man får ud i den anden ende.
I den ene ende af spekteret har vi dårligt drevne havbrug og opdrætsfisk fra Kina og andre dele af Asien, hvor reguleringen er ringe og kvaliteten af udbyttet er tvivlsomt.
I den helt anden ende af spekteret har vi så kvalitetsproduktionsfisk, der i forhold til sundhed og bæredygtighed samlet set overgår vildfangede fisk.
Læs også: Skal fremtidens mad komme fra havet?
Mediedækkede skandaler
Lad os tage et konkret eksempel – laksen – en af vores ynglingsfisk.
Opdrætslaks har et meget dårligt ry, men hvorfor har den egentligt det?
Da man begyndte at opdrætte laks i fangeskab var markedet næsten komplet ureguleret og man havde ringe viden, der kunne understøtte en bæredygtig produktion. Laksene åd primært vildtfangede fisk, og i 2000 udkom den omdiskuterede Nature artikel ”Effect of Aquaculture on World Fish Supplies”[1] hvor forskeren Rosamond L. Naylor påviste, at man for at lave et kilo opdrætslaks brugte op til 5 kg fritfangede fisk.
Det var dybt problematisk og absolut en ting, der har bidraget til at give opdrætsfisk et dårlig ry.
Dertil kommer, at overfodring betød, at næringsstofudledningen fra hav- og dambrug var voldsom og havde store konsekvenser for vandmiljøet. Det fik heller ikke forbrugerne til at juble.
Fiskene blev også opdrættet intensivt, og i de tætte populationer opstod og spredte sygdomme sig hurtigt. Det medførte grum overmedicinring og et alt for højt brug af miljøgifte. Disse problematiske stoffer blev genfundet i fiskekødet på markedet hvilket medførte en lang række mediedækkede skandaler der stemplede opdrætsfisk som ”giftig” føde.
Hele miseren blev krydret med skandaløse praksisser for opdrætsfisk i bla Kina og andre østlande, hvor der stor set ingen regulering var på markedet, og hvor opdrætsforholdende var – og er – meget ringe.
Sidst men ikke mindst har medierne publiceret et væld af artikler om, at sundhedsværdien i kødet fra en opdrætsfisk ikke er lige så god som i vildt fangede fisk. Disse artikler kommer stadig med jævne mellemrum i medierne.
Læs også: Den store grønne drøm: Skal algerne redde os?
Forholdene er blevet markant bedre
Det meste af alt dette er i vid udstrækning fortid. I dag produceres laks og andre opdrætsfisk under langt bedre vilkår, end de gjorde for bare 5 år siden. Det er der grund til at glæde sig meget over, for gennem de sidste 3 årtier, er den samlede globale produktion fra akvakulturer vokset med en årig rate på svimlende 8% (World bank, 2013[2]).
Fisk er en vigtig kilde til protein for over 3 milliarder mennesker på planeten, men 61% af de vilde bestande er fuldt ud udnyttet, mens 29% er overfisket. Samtidig er den landbaserede produktion af høj kvalitetsproteiner (især kvæg, gris, kylling og får) udfordret af den voksende globale befolkning, manglede landflader til afkasts-optimal produktion og store miljømæssige udfordringer med udledning af nærringsstoffer fra produktionerne.
Hvis vi skal sikre fødevaresikkerheden for fremtiden hvor det estimeres at vi vil være knap 10 milliarder mennesker i 2050, er det derfor ret oplagt, at protein fra akvakulturer bør udgøre en større og større del af vores samlede produktion.
Læs også: Er fremtidens landbrug økologisk?
Europa er gået i stå mens Asien er ved at overtage markedet
Globalt er akvakulturbranchen den hurtigst voksende sektor på fødevareområdet. Men i Europa vokser den kun 3 procent om året, og den europæiske produktion dækker kun omkring 1.2 procent af den samlede globale produktion (EUMOFA, 2017[3]). I dag importerer Europa meget store mængder fisk fra Kina (som er verden største producent af fisk og fiskerelaterede produkter) og dette udgør en væsentlig del af CO2 trykket).
Danmark ligger, sammen med resten af EU, i den lave ende af vækstskalaen, og produktionen har stort set været konstant de sidste 10 år. Den globale vækst på verdensplan skyldes primært voldsom vækst i Asien og Afrika. På grund af denne vækst produceres der i dag, globalt set, flere fisk i akvakulturer, end der fanges i det traditionelle fiskeri. Til sammenligning kommer kun 10 procent af de danske fiskeprodukter fra akvakulturer. I 2015 producerede Danmark 35 tusind ton fisk mens vi til sammenligning landede 875 tusinde ton fisk[4]
Det bør vi gøre noget ved af mange grunde. Som den berømte forretningsmand Peter Drucker postulerede “Aquaculture, not the Internet, represents the most promising investment opportunity of the 21st century”.
Læs også: Perlerne i fremtidens fødevaresystem er muslinger
Bedre dyrevelfærd på land
Især er der grund til at satse på de landbaserede anlæg, der går under navnet RAS (Recirkulation Aquaculture Systems).
RAS teknologien bringer både kvalitet og bæredygtighed af fiskeprotein op på niveauer, der overstiger kød fra landdyrene, og miljømæssigt er der en lang række fordele.
Først og fremmest er der 100 procent styr på tilførsel og udledning af skadelige stoffer, fordi det er lukkede systemer. Op til 95 procent af vandet recirkuleres, så der er meget lille udledning fra disse anlæg. Det spildevand der kommer, udledes til særskilte opsamlingstanke, hvorfra det kan oprenses eller udnyttes til fx biogas og gødning i stedet for at blive udledt til naturen.
I RAS anlæg kan man styre alt. Det betyder, at man kan simulere miljøer, der er tæt på perfekte for fiskenes trivsel. Det giver sunde robuste fisk i trivsel, og brugen af medicin er næsten ikke-eksisterende.
Anlæggene kan placeres på landområder, der ellers ikke er egnede til fødevareproduktion. Optimalt set i nærheden af landbrug, så det nærringsrige spildevand kan genbruges som gødning.
Læs også: Er kunstigt kød vejen frem?
Færre mijøskadelige stoffer i opdrætslaks
Det, der næsten er bedst, er, at fisk fra disse RAS anlæg er sunde, rene og bedre for miljøet, selv sammenlignet med vildtfangede fisk. Hvis vi igen kigger på laks, indeholder RAS opdrættet Laks FÆRRE miljøskadelige stoffer end vildtfangede laks
Ja! Du læste rigtigt. Den eneste lille ting, der er ringere i sammenligning med de vildtfangede fisk, er et lavere indhold af Omega 3 fedt. Det skyldes, at man forsøger at optimere bæredygtigheden af deres foder, så de får mindre fiskeprotein og fedtstoffer. Men det vurderes (af hvem???), at forskellene i Omega 3 koncentrationerne i opdrætsfisk og vildfangede fisk er så lille, at det ingen betydning har for sundhedsværdier af fiskene.
Desuden er det værd at tænke med, at vores vilde bestande er truet. Ved at købe opdrætslaks er man med til at modarbejde overfiskning og derved bringe stabilitet og bæredygtigheden tilbage i fiskeriet.
Smag på danske RAS-laks
Økonomien i RAS anlæg er stadig usikker. Men der er ingen tvivl om, at de er en fornuftig fremtidssikker kilde til proteinproduktion. Derfor skal vi til at satse her.
For 14 dage siden havde jeg selv den store fornøjelse at spise et stykke fantastisk laks fra en af vores store danske RAS anlæg, Danish Salmon. Og med hånden på hjertet må jeg sige, at det er et af de bedste stykker laks, jeg har smagt.
Sammen med Danish Salmon har vi også Aquapri, Atlantic Sapahire og Sashimi Royal, der alle er større RAS produktionsanlæg. Dertil kommer en række mindre RAS anlæg spredt ud over landet.
Det er anbefalelsesværdigt at smage på deres meget lækre produkter!
Mette Cristine Schou Frandsen (1976) er cand.scient. i biologi med en ph.d.-grad i miljøbiologi. Hun har en baggrund i landbruget, hvor hun uddannede sig og arbejde i årene efter folkeskolen. Mette er stifter af innovationsplatform ”Fremtidens Fødevarer, der i 2018 valgte at blive en del af Verdens Bedste Fødevarer for at styrke en fællesindsats mod same mål – at skabe en solid dansk platform for bæredygtig fødevareproduktion. Mette har gennem de sidste 5 år beskæftiget sig intensivt med problematikker i fødevaresektoren.
De to øvrige medstiftere af “Fremtidens Fødevarer” er Marianne Bigum, seniorkonsulent hos Rambøll, samt biomediciner Nadja Jensen.
De to øvrige medstiftere af “Fremtidens Fødevarer” er Marianne Bigum, seniorkonsulent hos Rambøll, samt biomediciner Nadja Jensen.
Marianne Bigum er uddannet civilingeniør i miljøteknologier med en ph.d.-grad indenfor opgørelse af miljøeffekter og – påvirkninger af teknologier og systemer (LCA). Har de sidste 10 år arbejdet bredt indenfor miljøområdet med særlig fokus på affaldsprodukter og recirkulation af disse ind i den cirkulære økonomi. Folketingskandidat og mangeårig formand for SFs udvalg for klima, miljø og natur, herunder landbrug og fødevarer.
Noter til blogindlægget under videoen. Følg eksemplet fra medlemmerne af Fremtidens Fødevarer: Bliv medlem af Verdens Bedste Fødevarer
[1] Naylor. L. Resamond. 2000. Effect of Aquaculture on World Fish Supplies. Nature 405:1017-1024
[2] World Bank. 2017. Fish to 2030 – Prospects for Fisheries and Aquaculture. Report number 83177-GLB
[3] EUMOFA The EU Fish Market 2017 edition
[4] Danmarks statistik. DST analyse 2017. ISSN 2446-0354
