Skrevet den 24. dec 2012

om små landbrug og ægteskaber

Jeg er stor fortaler for små landbrug. Ikke mindst fordi jeg selv bor på et lille landbrug. Uden husdyr nu (på nær tre katte og deres indvoldsorm), for jeg kappede hovedet af tretten høns forrige weekend. Jeg tog min datter på fire med til slagteriet, men hun var ikke begejstret, selv om fascinationen af dansende hovedløse høns tog toppen af bedrøvelsen over tabet af liv.

Da de var holdt op med at spjætte og lå livløse hen, var de spændende at se på og decideret sjove, når jeg trykkede dem på halsen og fik dem til at sige kluk, som om de stadig var i live. Og ved den efterfølgende rensning af fjerkræet var det også spændende at se på rækkerne af æg på vej til at forlade kloakken, uden at hun af den grund havde trang til at hive tarme ud af dyrene. Fair nok.

Men tilbage til det med de små landbrug. Til trods for min begejstring for det, forspilder jeg ikke en lejlighed til at at advare dem, der drømmer om at flytte på landet, om hvad det indebærer. Nu har jeg været idiot nok til at købe et faldefærdigt skur på et tidspunkt, hvor priserne var eksorbitante. Jeg har giftet mig med en storbypige og slæbt hende med ind i min drøm, og jeg har knoklet røven ud af bukserne for at få økonomien og bygningerne til at hænge sammen. Jeg har avlet et par vidunderlige piger og forsøgt at overbevise min hustru om, at vi skulle have geder, svin og måske sågar et par køer. Hun har heldigvis trukket bremsen, og det kan have reddet vores ægteskab.

Brum brum, siger den mindste, når hun ser traktoren.
Brum brum, siger den mindste, når hun ser traktoren.

Processen har været tæt på at koste mit ægteskab. Jeg arbejder fuldtid i København for at få råd til at betale mine terminer, og prisen er, at jeg har dårlig tid til at være sammen med de førnævnte piger. Når jeg har tid, skal jeg pudse mine vægge, rense mine tagrender, samle sten, ordne have, fodre og rense ud hos hønsene (det skal jeg heldigvis først til foråret igen), grave dræn, slå græs (det tager tre timer med havetraktoren), ordne grusvejen, klippe træerne og meget meget andet.

Jeg klager ikke, for jeg elsker det, og jeg slæber ungerne med til så meget som muligt. Jeg passer ikke mine egne marker, og jeg har som sagt stort set ingen husdyr. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stor en arbejdsbyrde det ville være, hvis jeg skulle have det sidste med, som jeg egentlig gerne ville have. Det må blive, når ungerne flytter hjemmefra. Indtil da må de se på dyr hos fatter.

Man kunne slippe for den eksorbitante husleje, hvis man flyttede til Lolland eller et andet sted i den rådne banan, men jeg er ikke klar til at flytte fra min nære familie og langt væk fra min vennekreds for at udleve landbodrømmen, selv om der ville være fordele ved den taktik.

Min pointe er, at man skal tænke sig grundigt om, før man vælger landlivet, og jeg ville fraråde alle med blot det mindste anlæg for stress at holde sig fra det! Og det er en klar fordel, hvis man ved lidt om, hvad man begiver sig ud i, før man gør det. Derfor har jeg også dyb respekt for de mennesker, der prioriterer at være landmænd. De er født af en anden muld end jeg, og derfor har det ikke været så svært et valg, som det ville have været for mig. Men det er ære værd at fravælge cafeliv og mærketøj for at sidde på en traktor og knokle rundt i en stald i stedet. Bedre ville det dog være, hvis erhvervet blev så attraktivt, at cafeerne og tøjbutikkerne kom ud på landet, så kulturlivet på landet ikke begrænsede sig til bankospil i forsamlingshuset.

Støt sagen ved at synes godt om http://verdensbedstefodevarer.dk! Her kan du læse mere om, hvordan vi får http://verdensbedstefodevarer.dk.

Følg os!