Dobbeltmoral

Om dobbeltmoral og lemmingeeffekt

Genyornis newtoni
Illustration af den forhistoriske ikke-flyvende fugl med det videnskabelige navn Genyornis newtoni, der jages væk af det tons tunge firben Megalania prisca, der begge levede i Australien for indtil 50.000 år siden. (Foto: Peter Trusler © Monash University – billedtekst skamløst klippet fra DR)

Mennesket ødelagde også naturen for 50.000 år siden” lyder overskriften i en ny artikel fra DR Viden. Artiklen beskriver, hvordan et forskerhold er nået frem til, at menneskets ankomst til Australien, ret hurtigt fik taget livet af den 2 ½ meter høje ikke flyvende fugl Genyornis newtoni.

Det er ikke voldsomt overraskende. Det nye er, at vi i dag har (lidt) dårlig samvittighed over det og prøver at gøre (lidt) ved det. Og at vores formåen – både destruktivt og konstruktivt – er blevet mange gange større. I dag kan vi skabe og ødelægge langt hurtigere, end vi kunne for 50.000 år siden (eller bare 100, 50 eller 10 år siden).

Jeg siger ikke, at mennesket anno 48.000 før vor tid ikke kunne få dårlig samvittighed. Jeg forestiller mig bare, at det var en menneskelig egenskab, der blev tillagt væsentlig mindre betydning, end den gør i dag. Jeg undrer mig hver dag over, hvor meget dårlig samvittighed fylder hos alt for mange mennesker. Ligesom jeg hver dag undrer mig over, at vi ikke er mere stolte af, hvad vi har opnået med det samfund, vi lever i i dag.

For mig at se står og falder en fortsat positiv udvikling af det danske samfund med vores evne til at skabe. Derfor ærgrer det mit grumme, at vi bruger så grusomt meget af vores energi på at diskutere, hvad vi ødelægger. Jævnfør historien om den australske ikke-flyver anerkender jeg, at mennesket har en ret stor destruktiv indflydelse på verden. Men det negative fokus på menneskets virke og udvikling står efter min ringe mening i vejen for en hurtigere udvikling mod en verden, hvor vi skaber mere og destruerer mindre.

Det værste er, at den negative debat i hovedsagen fokuserer på, hvad de andre skal gøre bedre. Landmænd mener, at kommuner skal gøre det bedre. Naturfolket mener, at landmænd skal gøre det bedre. De Radikale mener, at Venstre skal gøre det bedre. Min kone mener, at jeg skal gøre det bedre. Bøvlet er bare, at de andre ikke i synderlig udstrækning lytter til de sikkert velmente forandringsønsker. Tværtom ender argumentationen for ofte med, at vi kaster lort i hovedet på hinanden, og på den måde bruger tiden på at placere skyld fremfor at bruge tiden på at skabe udvikling og fremdrift.

Der er ingen tvivl om, at jeg, Venstre, landmænd og kommuner kan gøre ting bedre. De fleste er vel i grunden klar over, at ikke alt vi gør er til topkarakterer. Alligevel insisterer vi altså på, at det er det, de andre gør, der skal være anderledes. Det er dobbeltmoral, så det forslår. Og hviler vel grundlæggende på et deprimerende livssyn, der har som udgangspunkt, at verdens og Danmarks tilstand er noget lort.

Det er et legitimt synspunkt. Mange ting er ad helvede til. Men sådan helt grundlæggende har menneskeheden næppe nogensinde haft bedre livsvilkår, og vores mulighed for at skabe en endnu bedre verden for de fleste har aldrig været bedre. Selv det, at vi i Norden giver så god plads til brokkerøve i debatten er ifølge ny forskning en vigtig forudsætning for det lave niveau af voldelige modreaktioner på statens ageren.

Alligevel oplever jeg personligt, at utilfredsheden med Danmark og verdens tilstand i almindelighed er stigende. Behovet for at ønske og fordre forandringer fra “de andre” vokser. Og hvis jeg skal tolke på det, må det nødvendigvis være ud fra en stigende oplevelse af, at noget er galt.

Antipelsdemonstration
Modstandere af pelsavl i effektfuld demonstration. Foto:. Joan Grífols

Det oplevede jeg f.eks. under en nylig diskussion med direktøren for Købehavns Madhus, hvor direktøren, Anne-Birgitte Agger, der har stået i spidsen for, at køkkenerne i KøbenhavnsKommunes offentlige institutioner snart når målet om 90 pct. økologi. I en præsentation, hun gav for mig og en udvalgt skare, startede hun med at pointere, at der er noget grundlæggende galt i dansk landbrug.

Det er en udbredt holdning, men Anne-Birgitte Agger har gjort en ihærdig og succefuld indsats for – med offentlig støtte – at skabe en forandring på baggrund af et ønske om udbrede økologi på bekostning af konventionelt produceret mad. Det kan der være gode grunde til. Men hvis man synes, det er en god ting, at økologi får offentlig støtte, bør man nok være varsom med at kritisere, at landbruget som sådan får støtte. Sådan set fra min personlige stol ville de økologiske støttekroner i hvert fald være givet bedre ud til støtte af udviklingen af et højteknologisk fødevareerhverv, men så længe de offentlige støttekroner givet af demokratisk valgte politikere, respekterer jeg beslutningerne, selv om de ikke nødvendigvis stemmer overens med min personlige holdning.

Men det var ikke det, vi diskuterede. Jeg hæftede mig nemlig mest ved Anne-Birgitte Aggers udlægning af det eksisterende (læs konventionelle) landbrug, som hun startede med at nedgøre. Jeg respekterer fuldt ud alle dem, der ønsker sig forandringer i dansk fødevareerhverv. I særdeleshed dem, der som Anne-Birgitte Agger (eller Søren Sørøver og Lone Landmand, eller Mikkel Friis Holm-Ottosen) selv investerer hjerte, sjæl og arbejde i at skabe de forandringer,  de ønsker sig. Men for mig at se skader de deres egen sag ved konstant at fokusere på det, de mener, der er galt med det eksisterende.

Deres værk bør (og kan vel også i vid udstrækning) kunne stå alene. Når Søren Sørøver og Lone Landmand kan få forretning ud af at lave vin på en halv hektar, er det i min bog et beundringsværdigt forsøg på at skabe dansk kvalitet, der kan bære den merpris, der er nødvendig for, at deres metoder kan bære.

Jeg ville bare mene, at den succes ikke behøver stå på ryggen af tøjlesløs kritik af det etablerede landbrug. En kritik, der, så længe den bæres frem af et bredt udsnit af meningsdannere, organisationer, aviser og politikere, skaber en lemmingeeffekt, som betyder, at den brede befolkning tager del i kritikken og – til trods for manglende viden om erhvervet – bliver overbevist om, at den etablerede fødevareproduktion er ad helvede til.

På den vis får de velmenende kritikere efter min bedste overbevisning skabt et billede af, at erhvervet ikke er værd at gå ind i. Og skader derved deres egne ambitioner om forandringer, da de skræmmer det brede flertal væk fra deltagelse. Det negative fokus – her som alle andre steder – skader mere, end det gavner.

Derfor satser Verdens Bedste Fødevarer på at skabe en forandring, der tager sit udgangspunkt i anerkendelsen af den eksisterende fødevareproduktion. læs mere om hvordan via: https://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev

 

 

(Visited 164 times, 1 visits today)

Del artikel