Bjørnegalde

Kinesisk bjørnegalde

Modern Farmer skrev forleden om den omfattende kinesiske produktion af galdevæske fra bjørne. Ifølge linket er produktionen stigende, og industrien argumenterer for, at protester mod bjørnenes leveforhold kommer som følge af den vestlige verdens forsøg på at markedsføre vestlig medicin på bekostning af gode gamle kinesiske traditioner. Se video om bjørneproduktionen.

https://www.youtube.com/watch?v=j8zgCASRtw0

Jeg har ingen anelse om, hvad bjørnegalde skulle kunne gøre godt for, men jeg tænker, at der nok kan findes mere skånsomme metoder til at opnå samme resultater, for de bjørne ser sågu ikke ud til at nyde forløbet, når galdevæsken tappes ud af galdeblæren. Man kan ikke vaske sig ren i andre folks lort, har jeg tidligere argumenteret, og det er sådan set heller ikke min pointe, at jeg vil hvidvaske danske produktionsforhold med henvisning til de kinesiske. Tværtimod ledte historien mig hen til en artikel fra en asiatisk dyrerettighedsorganisation, som hævder, at dyrevelfærd ligger kineserne mere og mere på sinde.

“The issue of animal welfare in China has exploded in the last 5-10 years. When I first began working in the country from 1985 there was one welfare group in Beijing and now there are over 100 spread across virtually every province.

Hvor mange af kineserne, der rent faktisk er begyndt at interessere sig for dyrenes forhold, har jeg ingen anelse om. Det siger måske nok noget om niveauet, at artiklen fremhæver, at flere og flere kinesere er begyndt at holde kæledyr. Det kunne godt indikere, at det ikke er en voldsomt udbredt praksis at tage dyrene med ind i stuen og lade som om, man holder af dem. Man kunne måske oven i købet få den tanke, at kineserne kunne finde på at lave en film med titlen ”I Danmark aer de hunde”, og det ville være omtrent lige så kontroversielt, som spisning af hunde er i Danmark.

Jeg tror dog nok, jeg kan garantere, at de mennesker, der er begyndt at synes, at noget kan være synd for dyrene, har flere penge til deres rådighed end den gennemsnitlige kineser. Det er, med andre ord, nok dem, som skal købe de danske pølser. Hvis man nu forestiller sig, at jeg har ret i den tanke, er der måske også en god sandsynlighed for, at de dyrevenlige kinesere også er dem, der har overskud til at tage på ferie.

Måske vil de oven i købet gerne se Den lille havfrue, og så kunne det jo være fantastisk, hvis man ved samme lejlighed kunne præsentere dem for et fødevarehus, der på alle måder præsenterede den danske fødevareproduktions lyksaligheder. Sådan lige omtrent ved siden af havfruen og med kinesiske skrifttegn, der fortalte historien om, hvordan den danske befolkning støtter udviklingen af endnu bedre dyrevelfærd.

Der skal ikke ret mange pct. af kineserne forbi huset, før det kan udvikle et marked af mange millioner forbrugere, der gerne betaler ekstra for at få dansk dyrevelfærd på tallerkenen. Den eneste anke, jeg kan forestille mig danske kritikere have overfor den tanke, er, at der netop er tale om et enormt marked.

Den anden dag så jeg en fremskrivning fra Rabobank, der forudså, at den kinesiske import af oksekød vil stige med 15 til 20 pct. (inkl. smuglet kød) årligt de næste fem år. Tallene for svine- og kyllingeproduktion er næppe voldsomt meget anderledes, og kineserne vil formentlig samtidig øge deres egenproduktion af kød. Det vil med andre ord sige, at der skal opdrættes rigtig mange dyr for at mætte de mange munde, og det kan ikke lade sig gøre, uden at det foregår under industrilignende forhold.

Min pointe her er, at der ikke behøver være noget galt med at masseproducere.  I forhold til bæredygtighed giver det faktisk på rigtig mange måder ofte bedre mening end små lokale produktioner, selv om det også har sin charme, og der tit kommer mere innovation fra små producenter. Store producenter har nemlig ofte mindre ressourceforbrug i forhold til den producerede mængde, og de har ofte også bedre råd til at lave nyinvesteringer, der effektiviserer, begrænser spild og sparer strøm, vand og foder.

Kritikere vil nok hævde, at dyrevelfærden i store produktioner er dårligere, fordi det bliver uoverskueligt, og der ikke er tilstrækkelig tid til det enkelte dyr. Jeg tror ikke på argumentet. Små producenter kan ligeså vel have svært ved at overskue situationen som store – og igen kan moderne teknologi gøre meget af overvågningsarbejdet, og investeringer i den slags kræver ofte, at produktionen har en vis størrelse.

Danmark har, set i forhold til Kina, rigtig mange erfaringer med kødproduktion, og vi har en stor industri, der lever af at lave stalde. Vi kan blive endnu bedre til at lave storproduktion, der på en og samme tid tager hensyn til dyrene og ressourceforbruget, og så kan vi sælge både vores kød og vores viden og teknik til kineserne og alle de andre, der vil øge forbruget af kød de næste mange år. Og måske kan vi undervejs også overbevise dem  om, at der findes alternativer til galde fra bjørne i bur.

Læs også: Kan svineslagtninger trække turister til Danmark?

For mere information om projektet læs https://verdensbedstefodevarer.dk – åbent brev

(Visited 120 times, 1 visits today)

Del artikel