Bonderøv

Jeg ved, hvad du spiser, bonderøv

Jeg vover et øje og giver her et bud på den gennemsnitlige landmands livretter. Det er først og fremmest bare kød. Koteletter, engelsk bøf, hakkedrenge, bacon, flæskesteg og frikadeller. Helst serveret med kartofler og sovs. Helst brun, men persillesovs duer også, hvis det ikke bare kan være flødekartofler.

Mums! Ikke så meget af det grønne!
Mums! Ikke så meget af det grønne!

Jeg vover endnu et øje og gætter på, at den gennemsnitlige bonderøv i hovedreglen ikke laver maden selv, men får den serveret af lillemor, når han kommer ind efter en lang dag i stalden eller på traktoren. Her i sommermånederne forbarmer han sig og tænder grillen og vender pølserne, mens mor hakker de overflødige grøntsager og koger kartoflerne. Med en bajer i den ene hånd og grilltangen i den anden.

Når han en sjælden gang tager på restaurant, skal det være en god bøf, for det er nu en gang kvalitet. Og de der latterlige små portioner med myrer, og hvad de ellers kan finde på af uhyrligheder på verdens nu andenbedste restaurant, kan de der byboer godt holde for sig selv.

Jeg vover øjet, fordi jeg et langt stykke hen ad vejen har det på samme måde. Jeg er født af samme muld. Men min frue er bybo, og hun synes, det der gode gamle danske mad er lidt klamt. Ikke kulinarisk og fint. Så hun lærer mig lidt om friske forårsruller og (jeg tør næsten ikke sige det) rå fisk i ris. Det smager egentlig meget godt, når man har vænnet sig til det, men når jeg selv skal til kødgryderne, vender jeg tilbage til kødet. Det ved man, hvad er.

Der er stadig mange mandlige madkendere i byerne, der egentlig hellere vil have tarteletter, svensk pølseret og gullasch end sushi, myrer og al den helvedes salat. Men de er jo under tøflen, de stakler, og hvis de vil have noget på den dumme, er de nødt til at spise det der nymodens pjat og se ud som om, de kan lide det. Før man har set sig om, begynder de at holde ægte af det.Man skal kun spise noget, man ikke kan lide, ti gange, før man synes, det begynder at være godt, siger min datter. Men når de mødes med drengene, svælger de i det kød, deres fruer ikke gider.

Og hvad så? Det kan vel ikke gøre nogen forskel, om landmændene kan lide noget andet, end det fruerne køber ind i købstaden? Jo. Det er en kulturkløft af de store. Det der, landmændene tygger i sig ude på bøhlandet repræsenterer det, de unge piger er flygtet fra. De gider ikke de der brovtende patriarker, der aldrig vasker op, spiser ostemader med tandsmør og rød peber og drikker kaffe af hvide plastickrus. De vil have det, de spiser i New York, London og Paris. Og når landmændene stædigt holder fast i en døende kultur, bliver de til billedet på det provinsielle, det kedelige og det gammeldags.

Derfor hjælper det ikke en hujende fis, at landmændene insisterer på, at de er moderne med deres maskiner med satellitstyring og computere. Deres malkerobotter og deres højteknologiske fodersystemer. For det er ikke produktionen, der skal være moderne. Det er maden. Det er den, de putter i maven, og de vil skide på, at man skal være dygtig for at få meget mælk, at man skal vide, hvornår man skal sprøjte for at få bedst effekt, at man skal kunne finde på løsninger, når skidtet går i stykker. Det giver ingen mening for dem, for det er en verden, de ikke er inde i eller interesserer sig for.

Mange landmænd er berettiget stolte af de produkter, de formår at frembringe. Men de skal gøre sig klart, at for deres slutbrugere er det maden, der er vigtig. Derfor ville det være dejligt, hvis flere landmænd begyndte at lave mad af deres egne råvarer. Viste, at de var stolte af det, de kan frembringe, og at de selv spiser og tilbereder dem.

Byboere og børnefamilier i særdeleshed vil egentlig gerne komme på landet. Børnefamilier flokkes til Roskilde Dyrskue, fordi ungerne elsker dyrene og maskinerne, og forældrene sætter pris på maden. Det er fantastiske lokkemidler. Allier jer med jeres lokale turistbureauer og få nogen arrangementer op at stå, hvor I selv kommer og laver maden. Tag en traktor med, så ungerne har noget at kravle på, mens I kokkererer og sludrer med byboerne over en pilsner. Server noget kød til mændene og få nogle kokke ind, der kan lave det der grøntsagspjat til kvinderne, så de også er glade. Vis, at I er begejstrede for maden og ikke kun går op i produktion og økonomi.

Lad være med at gå i forsvar ved at tale om kvælstof, pesticider, vandplaner og rammebetingelser. Jeg ved, I har passion for det, I gør og gerne vil roses for det. Vis det på en måde, så I ikke minder kvinderne om noget, de vil væk fra. Så skal I se, hvordan de vil valfarte til jer fra nær og fjern. Hvis du synes, det ville være godt, hvis landmænd lavede mere mad. Eller hvis du synes, det ville være rart at byboerne holdt op med at give dig fingeren, når de overhaler dig i traktoren, så skynd dig ind og synes godt om https://verdensbedstefodevarer.dk.

Læs her hvordan vi får Verdens Bedste Fødevarer

(Visited 106 times, 1 visits today)

Del artikel