Det er måske ikke fair, når man ikke kan huske kilden, at referere til litteratur. Så har man ingen mulighed for at tjekke kildens seriøsitet, og det er ikke rart. Alligevel tillader jeg mig at fortælle, at jeg i en psykologibog, som jeg opfattede som relativt lødig indenfor genren af selvhjælpsbøger, har læst, at voksne mennesker har et ubevidst ønske om at blive 2 år gamle igen.
Når man er 2 år, er man nemlig så selvtilfreds og i kontakt med sine behov, at man lever fuldkommen lykkeligt. Derefter går det ned af bakke. Først får man små søskende, som stjæler opmærksomheden. Så opdager man, at man er nødt til at høre efter og tilpasse sin opførsel til omgivelserne. Så får man ansvar og pligter. Så bliver man røvrendt af sine venner. Så bliver man røvrendt af sin familie. Så skal man til at betale selv.Det er røv og nøgler at blive voksen.
Jeg synes, det giver god mening. Jeg er sågu ind i mellem temmelig træt af at skulle tilpasse mig mine omgivelser, jeg gider ikke bære skrald ud, jeg gider ikke stå op kl. lort om natten og skifte ble, jeg gider ikke skændes med min kone, jeg gider ikke skændes med ungerne. Der er rigtig rigtig mange ting, jeg ikke gider, men som jeg er nødt til at gøre alligevel, fordi jeg er voksen. Og der er ganske mange ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre, som jeg ikke gør, fordi det ville spolere andre ting, som jeg er glad for.
På samme måde kan man have et mere eller mindre bevidst ønske om at vende tilbage til stenaladerkost, til fortidens landbrugsmetoder, til et simplere liv. Det er ikke en tanke, der ligger mig fjernt. Da jeg var gymnasieelev havde jeg planer om, at jeg skulle gå til Indien. Altså spadsere. Og jeg skulle helt sikkert ikke ende med et fast job, parcelhus, vovse og den slags. Jeg har ikke fået hunden og parcelhuset, men det faste job, skal jeg da love for, jeg har fået en del af.
Det er ikke en udvikling, jeg er ubetinget glad for. På sæt og vis ville jeg gerne leve simplere. Problemet med det har været en blanding af to ting: Manglende mod og lysten til at være en del af fællesskabet. Jeg er i hovedsagen temmelig begejstret for at være en del af det danske samfund. Det har fejl og mangler, javel, men det, det indeholder for mig, som er venner, familie, fjernsyn, computere, skoler, vuggestuer, toge, læger, smukke og kloge kvinder, rejser og en hel del andet, har været at foretrække for valget af det simple liv.
Man kan argumentere, at man godt kan have det simple liv uden at give køb på alle de andre ting, men jeg tillader mig i givet fald at være uenig. Hvis jeg havde valgt det simple liv, ville jeg af en stor portion af danskerne (mange smukke kvinder inklusiv) være blevet betragtet som en særling. Mine holdninger og betragtninger og mit selskab ville være uglesete blandt mange, og jeg ville, vigtigst af alt, ikke have været i stand til at score min smukke (og arbejdsomme) kone.
På samme måde har jeg det med fødevareproduktion. Jeg synes klart, det er bedst at lave sin mad selv. Jeg kan godt lide tanken om at have en so, to køer og en ged. En køkkenhave og en frugthave. Og al den tid i verden jeg ville skulle bruge til at holde ukrudtet nede med et hakkejern. Grille hjemmefødte kyllinger over bål i haven og spise gulerødder frisk fra jorden. Jeg har en hel del af det. Men kun fordi jeg går på arbejde og tjener den hyre, der skal til for at betale mine urimeligt høje terminer.
Det betyder også, at jeg har dårlig tid til at hakke. Jeg er ikke tilstrækkelig kyndig ud i sprøjtemidler til, at jeg vil forsøge mig med den slags i køkken- og frugthaven, og derfor lever jeg med til tider temmelig ringe udbytter. Det er ikke perfekt. Ligesom den danske fødevareproduktion ikke er det. Men sådan er det. Man må stræbe efter at gøre det så godt, som man kan, og det bliver aldrig så godt, som det var, da man var to. Det er naivt at forestille sig, at det har været bedre før. Forestillingen om, at forne tider var lykkefyldte og uproblematiske og i pagt med naturen er drømme og fantasier om noget, der ikke har været eller kan blive.
Verden er fyldt med lort, og det vil den blive ved med at være. For mig at se er det opslidende at fastholde en forestilling om noget andet. Derfor tror jeg på, at vi skal glæde os over det gode, vi har, og stræbe efter at få mere af det, der gør os glade. Det kunne f.eks. være Verdens Bedste Fødevarer, og det får man bedst ved at synes godt om “https://verdensbedstefodevarer.dk“, så vi kan få sendt nogle penge til forskning i produktion, markedsføring, etik og moral i fødevareerhvervet. Og så vi kan sende noget goodwill hen til dem, der gider lave maden!
