Pamela Anderson har åbenbart skrevet et åbent brev (der er ingen gode billeder) til Danmarks statsminister. Anledningen er den årlige grindejagt på Færøerne, og det åbne brev har et helt vanvittigt overvældende antal danske medier valgt at give spalte- og netplads.
Hvorfor? Er Pamela Anderson ekspert i grindehvaler? Ved hun noget om dyrevelfærd eller –etik? Hvilket journalistisk kriterie kan ligge til grund for prioriteringen af hendes holdning til grinderne? Sensation eller aktualitet kunne være begrundelser, men det er næppe en sensation, at hun har en holdning til dyrevelfærd, og det aktuelle ligger vel hovedsageligt i, at der er nogle dyrevelfærdsorganisationer, der protesterer mod noget, der har stået på i mange mange år, og som efter de fleste eksperters mening er en tradition, der tager mere hensyn til dyrene og er langt mere bæredygtigt end det meste andet fiskeri . Jo jo, der er meget blod i sådan en hval, men tilstedeværelsen af blod er ikke ensbetydende med unødig lidelse.
Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale (S) skrev i 2014 et debatindlæg, der heldigvis er blevet delt igen på sociale medier. Debatindlægget giver lidt nuancer til debatten, selv om man nok også i dette tilfælde skal være påpasselig med at tro, at det er udtryk for hele sandheden.
Men den årlige grindediskussion og den urimeligt høje mediebevågenhed, begivenheden får, er i min optik udtryk for et helt andet og meget mere grundlæggende problem, som grunder i journalisters (og læseres) vurdering af den gode historie.
Den er nemlig langt hen ad vejen baseret på en – og kun en – ting: Er der nogen, der vil klikke på lortet, så skal vi skrive det. Derfor bliver det en mediehistorie, når Pamela Anderson eller en af de utallige andre kendte mennesker, der bygger deres brand op ved at melde sig som for- eller modtalere til emner, de dybest set ikke har en kæft forstand på.
Det er skidt for demokratiet og den måde, vi træffer beslutninger på, når vi danner vores holdninger på baggrund af uvidende menneskers følelsesdomme. Et godt eksempel er den udbredte skepsis mod GMO, hvor en undersøgelse fra USA har vist, at 57 pct. af amerikanerne har den opfattelse, at GMO-mad er farligt at spise. I modsætning hertil står forskernes vurdering, hvor 88 pct. af dem mener, GMO-mad er sikkert at spise.
Læs også: Om spiselige insekter, kødklister, GMO, sprøjtemidler og kommunikation
Endnu værre bliver det af, at vi i stadig stigende grad finder vores nyheder – ikke ved at opsøge dem selv – men via nettet og især via sociale medier. Her foregår der nemlig en udvælgelse for os, som vi ikke selv kan gøre noget for at forhindre. I denne video forklarer Eli Pariser https://en.wikipedia.org/wiki/Eli_Pariser om, hvordan nettet giver os det indhold, vi er mest forelskede i. Det vil sige, at facebook viser dig opdateringer om emner, du tidligere har trykket like til. Google viser dig indhold, algoritmen forventer, du leder efter. Nyhedsmedier giver dig de nyheder, du klikker mest på. Og hvad får du så? En bekræftelse af den virkelighedsopfattelse du har i forvejen og ikke det indhold, der giver dig modargumenterne.
For mig og Verdens Bedste Fødevarers opdateringer på facebook kan det f.eks. betyde, at de opdateringer, jeg laver, der er kritiske overfor fødevareerhvervet, bliver set og delt blandt dem, der i forvejen er kritiske, mens dem, hvor jeg roser, bliver set af dem, der i forvejen er positivt stemt. Eller at en opdatering om et par trusser fundet i Camilla Plums høstak får godt 2.000 mennesker til at klikke på det, mens en opdatering om at alle, der har et fastlåst syn på, hvad der er den rigtige vej at gå for fødevareerhvervet, bliver klikket på af 20 mennesker.
Det er jo faktisk ikke meningen. Jeg ville helst bibringe mine følgere noget ny viden – ikke blot bekræfte den opfattelse, de har i forvejen og give dem let adgang til fantasier om sex i høstakke.
Og hvad kan man så gøre ved det?
Ikke meget er jeg alvorligt bange for. Det vil være op til den enkelte at opsøge sine modstandere for at høre, om de har noget fornuftigt at sige. Og helt ærligt: Hvor mange af os synes egentlig, de har overskuddet til at bruge tiden på den slags? Der, hvor der kan gøres en væsentlig forskel er i skolerne og i hjemmene, hvor vi hver især kan prøve at gøre vores poder opmærksomme på, at verden er fyldt med nuancer, og at den forkromede sandhed sjældent kommer fra storbarmede blondiner, selv om de kan være mindst lige så kloge (og egoistiske) som småfede gamle alfahanner.
Verdens Bedste Fødevarer forestiller sig heller ikke at kunne levere sandheden. Men til gengæld vil projektet opfylde ønsker, som vi alle kan blive enige om. Nemlig at vi skal blive bedre til at producere mad under større hensyntagen til natur, miljø, klima, dyrevelfærd og arbejdsmiljø – og tjene på det, mens vi gør det. Se mere om projektet her: https://verdensbedstefodevarer.dk og giv gerne et like på facebooksiden Verdens Bedste Fødevarer
