" />

Skrevet den 05. jun 2015

En hyldest til ”Edderrødme Jensen”

Da jeg var barn og teenager havde min far ansat en maskinfører, der hed Jensen. “Edderrødme Jensen” blev han kaldt, når han ikke hørte det, for han bandede en del. På jysk.

Sprøjte
Jeg har ikke noget billede af “Edderødme Jensen”. Men han kørte tit i noget, der lignede det her.

Jensen var nemlig jyde, og jeg havde af og til svært ved at forstå, hvad han sagde. Til gengæld havde han en mani med at sige det meste to gange. Så hvis man ikke forstod, hvad han sagde første gang, fik man en chance mere. En gang vi sad sammenklemt i min fars Fiat 80-90 forstod jeg intet og sagde bare ja, da Jensen havde sagt sine ord. Så sagde han det igen, men det var jeg vant til, så jeg sagde ja igen. Så sagde han det igen, og så blev jeg lidt betænkelig, for han sagde aldrig tingene tre gange. Alligevel prøvede jeg med ja igen. Så sagde han det en fjerde gang, og så ændrede jeg svaret til nej, og så var Jensen tilfreds.

Han var i det hele taget meget tilfreds med mig. Jeg var min fars søn, og måske mest derfor kunne han godt lide mig. Jensen lærte mig, at man ikke må efterlade hjulspor på en mark, når man har harvet den. Han lærte mig, at man skal tanke traktoren op, før man kører hjem om aftenen. Han lærte mig, at man ikke må have tommelfingeren inde i rattet, selv om servostyringen vist for længe siden har udraderet risikoen for en brækket finger fra rattets udsving ved ujævnheder. Og han sagde til min mor, at jeg var god nok. Men landmand det blev jeg edderrødme aldrig.

Jeg så op til Jensen.

Det er siden gået op for mig, at det ikke var alle, der så op til Jensen. Han drak lidt rigeligt, selv for den tid, og han var sur på de fleste. Derfor bandede han meget. Men han mødte trofast hver morgen, og han blev ved om aftenen, til arbejdet var gjort.

Han var en god mand for min far, da han prøvede at holde økonomien kørende i familien, da han havde påtaget sig gælden i stedet for at erklære sig personligt konkurs, da hans murerfirma gik ned. De arbejdede meget. Min far fik job ved kommunen og drev landbrug ved siden af, så han kom sent hjem.

Sidste år bragte jeg på Verdens Bedste Fødevarer et billede af min far og hans marksprøjte i min indkørsel. Det var et af sidens mest populære opslag nogensinde, for jeg ledsagede det af en bemærkning om, at det ikke er i orden at hade folk, der følger gældende lovgivning. Man må godt arbejde for, at loven bliver anderledes, men så længe den ikke er det, er det dårlig stil at klandre personer for at gøre brug af de muligheder, loven giver en.

For mig personligt falder det helt naturligt ikke at være voldsomt gal på min far over hans brug af sprøjtemidler. Jeg er kommet over det værste teenageoprør, så jeg føler ikke længere voldsom trang til at klandre ham for særlig meget af det, han gør og har gjort.

Det betyder ikke, at der ikke kan være ting, han gør og har gjort, der er uhensigtsmæssige. F.eks. har han fortalt mig, at Jensen ofte var helt gul, efter han havde kørt med de nu forbudte ”Gule midler”.

Den slags sker ikke så ofte længere i Danmark, men rædselshistorierne ude fra verden er der stadig mange af. En ting at hæfte sig ved i den sammenhæng er, at det oftest er i udviklingslande, at landarbejdere bruger meget sundheds- og miljøskadelige kemikalier. Oftere end man skulle tro endda kopivarer, hvor skruppelløse forbrydere har mixet noget sammen og dygtigt har kamufleret stadset, så det ligner noget fra en lovlydig kemiproducent.

Jensen gav det vist aldrig den store tanke, at de gule midler kunne være farlige. Han kørte bare med dem, og han havde ikke taget nogen uddannelse, for det behøvede man ikke på den tid. Han levede og arbejde også i tresserne, da myndighedernes anbefaling var, at man skulle grave sprøjterester og brugt emballage ned.

Skal jeg klandre Jensen? Det synes jeg ikke. Han har formentlig betalt prisen for sin omgang med sprøjtemidler, bajer og cigaretos med den kræftsygdom, der endte med at koste ham livet. Jensen gjorde det, der skulle til, og som var lovligt og efter myndighedernes retningslinjer. Og hans indsats var med til ikke bare at betale hans egen husleje men også min families. Jeg synes, hans indsats fortjener hyldest, selv om det ikke var alt, han gjorde, der var smart.

På samme måde synes jeg, hele det danske fødevareerhverv og de mennesker, der arbejder i det, fortjener hyldest. Jeg har arbejdet for deres penge i nogen år, så de har gjort det muligt for mig at bo, hvor jeg bor. Deres arbejde sætter mad på bordet hos mange, og betaler terminen hos næsten lige så mange.

Jeg ser stadig op til Edderrødme Jensen. Også selv om han ikke altid gør det rigtige. Læs om, hvordan Verdens Bedste Fødevarer vil gøre mere af det rigtige

 

 

Følg os!