Jeg læser for tiden i Michel Houellebecqs “Elementarpartikler“. Her har jeg fundet den følgende fantastiske formulering om fortidens (franske) bønder.
“Martin Ceccaldi fødtes i en landsby mid på Korsika i 1882; han var ud af en familie af analfabetiske bønder og syntes godt på vej til at leve det samme hyrde- og landmandsliv, som hans forfædre havde levet gennem generationer. Der er tale om en type tilværelse, der for længst er forsvundet hos os, en udtømmende analyse har kun begrænset interesse; visse yderliggående økologer udviser med jævne mellemrum en uforståelig nostalgi for det, jeg vil her, blot for fuldkommenhedens skyld, give en sammenfattende beskrivelse af et sådant liv: Man har naturen og den rene luft, man opdyrker nogle få jordlodder (hvis antal er præcist angivet gennem et nøje fastlagt arvesystem), en gang imellem skyder man et vildsvin, man boller til højre og venstre, især sin kone, der føder nogle børn; man opdrager disse børn, for at de kan indtage deres plads i det samme økosystem, så får man en sygdom, og det er så det.”
Plaf. I Sverige må vildsvin skydes året rundt.
Oh, det er smukke ord, og jeg er specielt begejstret for den spidse albue til de yderliggående økologer, som i al væsentlighed ikke har gjort sig klart, hvor primitiv, forarmet og rå, fortiden har været.
Houllebecq går videre, idet han også gør opmærksom på, at kærlighed i parforhold er et moderne begreb. Det har ikke voldsomt meget med fødevarer at gøre, men det viser noget om, hvordan tiderne har udviklet sig. I særdeleshed understreger det min pointe om, at det er fordi, vi er velstående, at vi har råd og overskud til at bekymre os om klima, miljø, dyrevelfærd, arbejdsmiljø, og hvad man ellers kan hitte på.
Afsnittet i Elementarpartikler siger også noget om bønder. For det er så sandt, at håndværket er gået i arv. I dag har vi skoler, der uddanner landmændene, men de er i hovedsagen befolket af folk med en fortid i erhvervet, og der bliver færre og færre af dem, mens resten af samfundet bliver stadig mere fremmedgjort overfor, hvad det indebærer at producere mad.
Det er synd og skam, og det er en stor del af meningen bag projektet “https://verdensbedstefodevarer.dk” at prøve at genoprette noget af forbindelsen mellem den spisende og den producerende. Man kunne håbe, at det faldt os naturligt at opnå viden om, hvad vi putter i munden, men sådan fungerer det helt åbenlyst ikke. Langt de fleste er tilfredse med at vide, at de til hver en tid har mad tilgængelig. Det kan man undre sig over, men jeg gør det sådan set ikke, for jeg interesserer mig f.eks. heller ikke et klap for, hvordan mit tøj er blevet fremstillet. Men det ændrer ikke på, at det ville klæde erhvervet, hvis der kom noget nyt blod ind i rækkerne, og derfor håber jeg, at en anderledes og opmuntrende tone kan gøre det mere attraktivt for flere mennesker at opsøge fødevareerhvervet. Og hvis man er enig i det, ville jeg sætte stor pris på et like på “https://verdensbedstefodevarer.dk“.
