Dovne landmænd

Dovne landmænd kan lave noget andet

I tirsdags var jeg så heldig, at jeg fik lov at holde et oplæg om https://verdensbedstefodevarer.dk på Suhrs Madakademi. Det var en fornøjelse at have så meget taletid helt for sig selv, og vi kom vidt omkring. Undervejs viste jeg dem en række videoer, og som så ofte før, når man præsenterer folk for billeder af dyr, der mishandles, kom meget af debatten til at dreje sig om dyrevelfærd.

Friskt græs giver tyndskid
Friskt græs giver tyndskid

En udbredt holdning blandt eleverne var, at køer skal have lov at komme på græs, og da jeg forklarede, at det kræver større arealer, end mange landmænd har, at der kræves store investeringer for at lave eventuelle korridorer, så køerne kan passere veje og meget andet, og at det indbefatter en hel del arbejde, var der en, der gav udtryk for, at landmænd, der er er for dovne til det arbejde, måske skulle vælge et andet erhverv.

Det er en fair pointe. Landmænd, der ikke gider gøre det godt for deres dyr, skal ikke være landmænd. At det betyder, at køer SKAL på græs, er jeg ikke nødvendigvis enig i. Jeg tror fint, man kan have køer opstaldet, som har det fint, og det er ikke et problem, at køerne bliver malket af robotter og fodres af maskiner. Køerne er fucking ligeglade med, om der kommer et menneske og klør dem bag ørerne, hvis de i øvrigt har det godt.

Nå, men en pointe, som jeg ikke fik lejlighed til at udtrykke til højskoledeltageren, er, at man jo fint kan ønske sig mere arbejdsomme landmænd. De bliver nok svære at finde, for landmænd er i min erfaring blandt Danmarks mest arbejdsomme. Men hvis det skulle lykkes, er det nok nødvendigt også at gøre det rentabelt for dem at gide lukke køerne ud.

Mere økologi, siger man så, for de kommer jo på græs, men som jeg også sagde i mit oplæg, er Arla verdens største økologiske mejeri og har et fromt ønske om, at økologi skal fylde mere end de ca. fem pct., det fylder i deres regnskab. Problemet er bare, at det er svært for dem at øge salget, og at mælkebønderne, både de økologiske og de andre, går på røven for tiden, fordi mælkeprisen er lav, og fordi de lige om lidt mister en del af deres EU-støtte.

Og hvad så, kunne man sige? Hvis de går på røven, må de jo gå på røven. Det er ikke vores problem. Bøvlet er bare, at det er det. Ikke alene vil en mindre landbrugsproduktion i Danmark betyde, at vi skal importere flere fødevarer fra lande, hvor de ikke gør det så godt som vi. Det betyder også, at det kommer til at koste ekstremt mange penge og arbejdspladser, og når vi får færre mennesker i job, får vi færre mennesker, der kan betale gode penge for gode fødevarer. Og så er vi nødt til at satse endnu mere på den laveste fællesnævner. Vores rigdom er nemlig den største årsag til, at vi har overskud til at have fokus på klima, dyrevelfærd og miljø.

Derfor er det så grusomt vigtigt, at vi støtter op om hele den danske fødevareproduktion. Så den kan blive verdens bedste. Så vi kan lære de andre, hvordan man gør det ordentligt. Og at vi bliver rige af det undervejs, så vi kan blive endnu bedre. Derfor nytter det ikke at stille med krav om, at det hele skal være økologisk og sætte det konventionelle landbrug op, som om det er den fjende, vi skal bekæmpe. Det skal bare være bedre.

Og vi skal have ressourcestærke unge ind i det. Det gør vi bedst ved at tale beskæftigelse i fødevaresektoren op i stedet for ned. Og hvilken bedre måde findes der end ved at synes godt om https://verdensbedstefodevarer.dk?

Her er de videoer, jeg præsenterede for eleverne på Suhrs:

Fra en kampagnevideo, hvor store globale koncerner beskyldes for at manipulere – på ganske manipulatorisk vis.

En meget meget grim video om scæchtning. Se den kun, hvis du vil forarges! http://vimeo.com/23191436 En video om slagting på et dansk svineslagteri. Svinene bedøves med CO2. En af eleverne spurgte, om det var noget, der kom i kødet, så spiserne også blev påvirket af det. Jeg tænker nej, men jeg bliver svar skyldig.

Denne nåede jeg slet ikke at spille. Men den er altså meget sød. Animeret film om menneskets påvirkning af verden.

(Visited 186 times, 1 visits today)

Del artikel