Der er stor ståhej om Se og Hør for tiden, men jeg er kold som jordbæris. Det eneste tragiske ved den situation er, at der er så stort et marked for sladder, at det kan betale sig at købe sig til ulovlig information.
Den anden dag havde Ekstra Bladet en forside om, hvor nærig Karsten Ree er. Hvordan det kan have så meget appel til danske læsere, at Karsten Ree samler brugte kamme op på gaden er mig en gåde. Jeg ville gerne have linket til historien, men den er åbenbart så værdifuld læsning, at den hører under Ekstra Bladets betalte netnyheder. Øv øv.
Men som sagt: Skide være med det. Der er noget, der er meget værre, og det er den daglige journalistik.
Jeg har netop ført en længere samtale med en god ven, der er alment praktiserende læge. Af gode grunde har han derfor fulgt pressens dækning af hele sagen om, at sygeplejerskerne er sat til at tage imod første opkald til vagtlægetelefonen. 1813 hvis du skulle være i tvivl. Han var voldsomt forarget over den, set fra hans synspunkt, tendentiøse dækning af problemstillingen. Han syntes overhovedet ikke, der var levnet plads til en ordentlig beskrivelse af den faglighed, der er hans profession, og som er lægernes væsentligste argument for at fastholde lægerne som første kontaktpunkt.
“Jeg har taget noget, der ligner Danmarks længste uddannelse, for at kunne fungere som første sorteringsled til hele resten af holdet af speciallæger, der står klar til at undersøge og behandle efter min professionelle anvisning. Den faglige vurdering ser man stort på for at kunne spare nogle basører i modtagelsen, selv om en forkert anvisning koster ekstremt mange flere penge.”
Som han siger det.
Jeg har ikke sat mig tilstrækkeligt ind i den sag til at kunne vurdere rigtigheden af hans ord. Men jeg glædede mig over, at det havde givet ham anledning til at sætte journalistik om alle andre emner under et mere kritisk lys. Det er nemlig sådan, at man på journalistikuddannelsen lærer at skære nuancer fra. Den allervigtigste kompetence en journalist ifølge undervisningen skal besidde, er evnen til at kunne vinkle en historie. Det betyder i al sin enkelthed, at man skal holde sig til at fortælle en og kun en historie. Ifølge undervisningen skal den så til gengæld være objektivt beskrevet.
Problemet er bare, at der f.eks. i dækningen af 1813problematikken ikke er en historie, der kan beskrives objektivt. Regionerne, der har truffet beslutningen om at sætte sygeplejersker ind i stedet for læger, har en interesse i at fortælle en historie om, at det sparer penge, uden at det går ud over fagligheden. Til det formål kan de præsentere beregninger, der viser, hvor meget der spares. Formentlig faktuelt korrekte beregninger, men næppe hele den objektive sandhed om omkostningerne ved det nye system.
Men for en journalist er det guf. Så kan vi skrive, hvor meget der spares. Vi kan få parten i sagen, regionerne, til at sige,at lægerne også bare er griske, og så kan vi spørge lægerne om det ikke er rigtigt, at de er griske. Det synes de nok ikke, så de prøver at svare med deres faglighed, men det passer jo ikke lige ind i historien, så vi journalister nøjes med at skrive den mumlen, der følger i hælene på spørgsmålet: “Er du holdt op med kun at tænke med pengepungen?” Det er råddent. Og det er dårlig information.
Både læger og region har gode argumenter for deres sag, og det er dem, jeg gerne vil høre, før jeg træffer min personlige beslutning om, om det er en god ide at lade sygeplejesker tage imod opkaldet, når jeg ringer for at høre, om jeg er ved at dø. Den samme form for forfladigende journalistik kan genfindes på alt for mange områder. Blandt andet på fødevareområdet. På facebook har jeg lige postet en nyhed fra fødevarewatch, der beskriver et nyt projekt, der skal sørge for, at vi kan få produceret økologiske kyllinger, der ikke har ondt i dyrevelfærden. Desværre melder historien ikke noget om, hvad det er for problemer, kyllingerne har. Det ville være godt at få diskuteret. Ikke fordi jeg vil sable de økologiske kyllinger ned, men fordi det tilsyneladende er et reelt problem, som jeg måske gerne vil tage med i mine overvejelser, når jeg skal købe ind. På samme måde som det er relevant, at vi får at vide, at slagtesvin har mavesår, at køer halter, at høner hakker hinanden, og hvad der ellers måtte være af problemer.
Problemerne går nemlig ikke væk af, at vi ikke hører om dem. De går væk af, at vi taler om dem og finder på løsninger. Derfor så jeg gerne, at journalistik i højere grad blev fokuseret på at beskriver verdens nuancer. I stedet for at prøve på at beskrive verden objektivt og med vinkling på et problem, som nogen har skylden for er opstået. Det er dumt. Uanset emnet.
