Jeg har netop været på rejse til provinsen, hvor jeg havde lejlighed til at tale med en klog og meget praktisk mand. Han er pensioneret skolelærer og af den overbevisning, at kvindelige værdier har taget overhånd i det danske samfund. Særligt i skolerne, hvor kvinderne er i overtal, og de praktiske drenge har det svært. Han er heller ikke fan af DJØF’ere, som, han mener, er for rigide og har for lidt praktisk forståelse. Han får lige et link til debatindlægget “Hurra for den døende DJØF’er“, som, jeg tænker, vil glæde ham, idet der refereres til en dødsdømt DJØF’er, der mener at tiden er kommet til at »lade arbejde drive mere af drømme om fremtiden end om truslen om velfærdssamfundets snarlige kollaps«.
Jeg selv er i tiden temmelig ked af en del af de børnebøger, jeg læser op for mine unger. Særligt Disneybøgerne præsenterer et verdenssyn, hvor ondskab er rendyrket, hvor døden er bandlyst, og hvor godheden ingen ende har.
Jeg glæder mig sådan, når jeg ser de gamle disneytegnefilm, hvor de gode også kan være jægere og have grimme følelser. Jeg ærgrer mig også over, at det i en rigtig stor del af min omgangskreds er en usædvanlig historie, at jeg i min ungdom hev hoveder af min farmors duer, at jeg aflivede vores syge kat ved at skyde den med haglgeværet, og at en ikke helt ubetydelig mængde mennesker kommer til mig for at få aflivet de af deres kæledyr, som de ikke vil spendere en dyrlægesprøjte til.
Det sidste ærgrer mig ikke, fordi jeg vil have dem til at plage deres dyr ved at transportere dem til dyrlægen. Det ærgrer mig, fordi de ikke selv er i stand til at kappe hovedet af en hamster eller en kanin og slet ikke vil lade deres børn se udåden.
Det er ikke en udåd.
Og de herover nævnte sager burde være mere normen end det spektakulære. Det er det ikke. Det blødsødne, teoretiske og idylliserede har magten. Ikke det praktiske. Det bedste, der kan siges om det, er, at det skyldes ufattelig velstand.
Så vidt jeg ved har ingen andre samfund i historien kunnet tillade sig at tage så meget hensyn til følelser, som det er tilfældet i Danmark i dag. Langt hen ad vejen er det dejligt, at vi har overskud til at tage hensyn, men som praktiker kan det føles ekstremt frustrerende, når hensyn til følelser skal gå forud for praktik.
Bare som eksempel ville det for mig være ubærligt at skulle tage en syg kat til dyrlæge, fordi min frue eller børn ikke kunne tåle at se dyret dø. Derfor er det også ekstremt frustrerende for mig at se en historie, som har kørt på Fyn over sommeren, hvor en kat har været fanget på en mole i ti uger. Det forarger mig, at der er brugt usandsynligt mange ressourcer på kræet, når problemet kunne have været løst ved en hurtig aflivning.
Men jeg kommer sjældent særlig langt med min forargelse. Det gør den kloge mand fra provinsen heller ikke. Og det gør danske landmænd heller ikke. Ikke så længe vi har råd til at lade følelserne råde. Og det er i virkeligheden min pointe, at den eneste måde, fødevareproducenter kan gøre sig populære, er ved at gøre sig klart, at de skal tale til følelser fremfor fornuft. Så længe man fører sig frem på hårde argumenter, vil størstedelen af den danske befolkning føle sig trådt på.
Den gode nyhed er, at de fleste gerne lader sig bedrage. Det kan man se på historien Dyrevelfærdskød er rent fup, hvor fødevarevirksomhederne beskyldes for bedrag ved at lade forbrugerne tro, at bestemte mærker er mere dyrevelfærdsvenlige end andre. Det gælder for en lang række produkter (ikke kun fødevarer), at de ikke udmærker sig i synderlig anden grad end ved, at de har en flot indpakning, der får folk til at tro, at det er noget særligt. Og i og med at folk tror det, får de også en bedre oplevelse med det.
Bevidstheden om, at folk gerne vil bedrages, kunne mange bønder godt trænge til at få lidt ind under huden. Det hjælper at tale folk efter munden og vise dem det, de gerne vil have, for når man først er blevet populær, kan man faktisk tillade sig hvad som helst temmelig meget længere, end det burde være tilfældet. Se bare på, hvad DN har held med at få ud ved hjælp af underlødig journalistik.
Sådan tænker bønder ikke. De insisterer på at kalde en spade for en spade og fortælle de følelsesladede danskere, at de er galt afmarcheret. Og selv om jeg egentlig er ret begejstret for, at der stadig findes et folkefærd i Danmark, der ikke er voldsomt gode til at lave synsbedrag, så kunne jeg ønske mig, at flere bønderkarle fik øjnene op for, at de skader sig selv, når de insisterer på praktik i en blødsøden verden.
Så skal der nok være dem derude, der tænker, at jeg opfordrer til løgn. Og ja, jeg opfordrer i hvert fald til, at man fortæller en mere følelsesladet historie. At man smider flere romantiske billeder ud, der viser landlivets glæder. Flere kalve med runde øjne. Flere glade små lyserøde grise. Flere gule kyllinger. Det sælger. Og til dem, der mener, at landbruget så lever på en løgn er der kun at sige, at landbruget er det erhverv, der i størst udstrækning forsøger at sælge sig på ærlighed.
Resten – designerne, computerfirmaerne, rengøringsmiddelfremstillerne, bilsælgerne, fitnesscentrene, flaskevandsælgerne, hudcremesælgerne, kunstige patter sælgerne, musikerne, skuespillerne, fodboldspillerne og alle de andre er stort set uden undtagelse bedre til at sælge det billede, deres kunder gerne vil have. Hvis landbruget bliver bare lidt bedre til at sælge sig selv, vil det vælte ind med pladderromantiske piger, der vil elske at nusse om dyrene og gøre erhvervets image endnu bedre. Og hvis man synes godt om den tanke, vil man måske også gå ind på facebook og synes godt om https://verdensbedstefodevarer.dk.
Hvis man vil vide mere om projektet, før man gør det, kan man med fordel læse https://verdensbedstefodevarer.dk
