Baskerlandet

Verdens Bedste på inspirationstur i Baskerlandet

Verdens Bedste Fødevarer var med da ti nominerede til ”Basque Culinary World Prize” blev præsenteret i Baskerlandet. Nu er vinderen fundet. 
Af Esben Holst Harboe

Mandag den 17. juli blev vinderen af den internationale gastronomikonkurrence, Basque Culinary World Prize fundet. Prisen uddeles til kokke, der gennem mad og gastronomi forsøger at hjælpe og udvikle hårdt ramte og udsatte mennesker rundt i verden.

Leonor Espinosa Basque Culinary World Prize
Colombianske Leonor Espinosa vandt Basque Culinary World Prize 2017.

Prisen gik i denne omgang til colombianske Leonor Espinosa, som gennem gastronomien både arbejder på at genoplive colombianske madtraditioner samtidig med, at hun giver hjælp til fattige colombianere, der ellers er i farezonen for at ende i banderelateret narkohandel. Med prisen følger 100.000 euro, som Leonor Espinosa får til at løfte og videreudvikle hendes projekt, der havde som mål at hjælpe lokale colombianske producenter med at få solgt egne fødevarer, og etableringen af et samlet gastronomisk center i Golfo de Tribugá i Colombia med uddannelse inden for fødevarer, ernæring og om Colombias madhistorie.

 

Reklame og filantropi i et

Verdens Bedste Fødevarer var inviteret til San Sebastian i Baskerlandet (Nordspanien) for at overvære nomineringen af de 10 finalister sidste måned, hvor et internationalt dommerpanel gennemgik projekter fra 110 kokke, inden de mødtes for at nominere de ti finalister.

Turen bød på et overflødighedshorn af kulinariske oplevelser, og selv om det åbenlyst er en reklamesøjle for regionen bød turen på flere oplevelser, der viser, hvordan mad og gastronomi kan anvendes til at løfte samfundsmæssige problemer.

Blandt andet besøgte Verdens Bedste Fødevarer det Baskiske Kulinariske Center, et uddannelsescenter for kokke og tjenere med plads til 550 studerende fra hele verden, hvor der også bliver forsket i nye fødevarer.

Centeret blev iværksat i 2009 med målet om at oprette et nyt uddannelsescenter

– I dag går der 400 studerende fra hele verden. En fjerdedel er lokale, resten kommer fra Spanien og Latinamerika med en stor del fra Italien, fortæller centerleder Joxe Mari Aizega.

På centeret lærer de studerende alt om kokkefaget, bagning, kager, drift og videnskab, hvis de fortsætter på masteren.

– Vores mål er at åbne for professionelle muligheder. Hvert år har eleverne også praktik i enten restauranter, hoteller og nogen er endda også taget helt til Danmark for at arbejde på gårde, fortæller centerlederen.

Centerleder Joxe Mari Aizega
Centerleder Joxe Mari Aizega fortæller om Det Baskiske Kulinariske Center. Foto: Esben Holst Harboe

Målet for centeret er også at promovere det sociale og økonomiske potentiale i gastronomien og gøre opmærksom på, hvilken rolle gastronomien også kan spille. Det er derfor, centeret har været en af drivkraften bag Basque Culinary World Price:

– Prisen er et af de punkter, som centeret prioriterer højere nu. Vi har en international komite på 20 medlemmer (heriblandt danske Rene Redzepi – red.), som vi mødes med hvert år. Her ser vi så på, hvad der rører sig i gastronomien, og hvordan vi kan promovere de gode tiltag indenfor gastronomi. På den ene side er det ren PR og marketing for os og vores region, men på den anden side vil vi som center også gerne være med til at støtte de felter inden for gastronomien, som er mest til gavn for flest muligt, fortæller centerleder Joxe Mari Aizega.

Mad hjælper de dårligst stillede

Basque Culinary World Price er opstået igennem et samarbejde mellem Baskerlandets lokalregering, lokale gastronomer og Baskisk Kulinarisk Center. Prisen uddeles til kokke og gastronomer, som har igangsat projekter, der forsøger at løse mange store globale problemer, som for eksempel hjælp til folk i flygtningelejre, socialt udsatte i bunden af samfundet og Leonor Espinosas vinderprojektet.

To fra dommerpanelet tog turen fra København til San Sebastian for at deltage i juryen. Det drejer sig om Jorge Ruiz-Carrascal professor i fødevarer og forbrugerkultur fra Københavns Universitet og Melina Shannon DiPietro, direktør for nonprofit organisationen MAD i København.

– Jeg tror, at prisen og de nominerede giver et godt billede af mange af de presserende emner i verden. Udgangspunktet for mange af de nominerede har været at finde en vej til, hvordan vi bruger mad til at hjælpe og inkludere dem, der er dårligst stillet i samfundet, siger Melina Shannon DePietro fra MAD.

Inspiration til Danmark?

Ligesom i Baskerlandet er der ufatteligt mange velrenommerede restauranter i Danmark som Noma og Carstenskjold. Der er også kokke, som forsøger at løse samfundsproblemer gennem gastronomien. For eksempel Claus Meyer, som for et par år siden arbejdede sammen med Kriminalforsorgen for at give indsatte et skub i en kriminalitetsfri retning efter deres afsoning.

– Vi har ikke nogen tilsvarende internationale priser. Det er spændende at se, at Baskerlandet bruger store armbevægelser til at skabe opmærksomhed om deres arrangementer og gastronomi. Vores egne konkurrencer er støttet af sponsorer, mens vinderne får store pengepræmier og medalje, men vi kan ikke stille op med en pris på den størrelse, siger Marianne Kragh, uddannelseschef i Horesta.

Hun oplyser, at et af HORESTA’s fokuspunkter er at tiltrække elever til uddannelsen som kok og tjener. Blandt andet via konkurrencerne årets kok og tjener. Desuden samarbejder organisationen med Bocuse d’Or Akademiet for at finde Danmarks repræsentant til Europa- og verdensmesterskaber for kokke.

(Visited 58 times, 1 visits today)

Del artikel