Skrevet den 26. feb 2015

Mens vi venter på god mad

Politiken har i dag takket nej til nedenstående kronik. Så må jeg jo selv bringe den.

Som Vladimir og Estragon venter fødevareerhvervets kritikere på noget, der aldrig kommer.

Den er død nu, men Mike the headless chicken var svær at slå ihjel.
Den er død nu, men Mike the headless chicken var svær at slå ihjel.

Det er deprimerende at læse kronik efter kronik og kommentar efter kommentar fra fødevareerhvervets faste kritikere i Politikens spalter. Søren Sørøver, Kjeld Hansen og Rune Engelbreth Larsen er blandt de fremmeste af slagsen, og man fristes til at sige, at de tjener deres udkomme på det konventionelle landbrugs fortsatte eksistens.

Deres fortsatte bestræbelser på at miskreditere fødevareerhvervet og landbruget i særdeleshed er komplet meningsløs al den stund, at deres mange ord om erhvervets mange dårligdomme ikke fører til nogen form for forbedringer af den slags, de ønsker sig.

Det nyeste eksempel kommer fra Søren Sørøver, der i kronikken fra Politiken 15. februar mener at vide, at fødevaremyndighederne er i lommen på erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer og opretholder regler, der gør det noget nær umuligt for små fødevareproducenter som ham selv at drive forretning.

Selvfølgelig er det sandt, at Fødevareministeriets embedsværk lytter til Landbrug & Fødevarers lobbyister. Det gør de ikke mindst, fordi disse lobbyister har kompetencerne til (i højere grad end andre) at gennemskue, hvad regelændringer vil betyde for deres medlemmers muligheder. Og ja, de store fødevareproducenters interesserer bliver forsvaret stærkere af L&F, end de smås alene af den grund, at de betaler flere penge i medlemskontingent til organisationen, end de små gør.

Dette sidste gør de, fordi de tjener flere penge end de små. De er bedre til at markedsføre sig, og de er bedre til at (ud)konkurrere, end de små er.  De er, groft sagt, nogle brutale djævle, der gør, hvad de kan for at tjene deres udkomme.

I modsætning til de små, fristes man til at tro, når man læser Søren Sørøvers raserier. De små og økologiske helgener kunne ikke finde på at tage røven på deres konkurrenter. De spiller på moralens smalle stræder og kæmper en forbitret kamp mod kapitalens umådeholdne grådighed.

Det er en forbistret løgn, og den bliver ikke mere sand af at den fortælles igen og igen. De små og de økologiske spiller mindst lige så beskidt som de store og konventionelle. Præmieeksemplet, der falder mig ind, er Økologisk Landsforenings lancering af en et år gammel ”nyhedshistorie” om sprøjterester på deres uskyldige æbler, der kom ud omtrent 11 måneder efter, det første gang var en nyhed. Og omtrent en måned før, der kom nye tal, der ikke påviste sprøjterester på æblerne.

Men fuck det. I krig og kærlighed gælder alle kneb, og de konventionelle har ikke noget at lade de økologiske høre i forhold til strategiske kneb.

Forestillingen om de onde og de gode er ikke min væsentligste anke overfor den evindelige klagesang. Det er derimod forestillingen om, at den flytter noget i en positiv retning.

Martin Merrild, landbrugets førstemand, ser lyset hos Søren Sørøver.
Martin Merrild, landbrugets førstemand, ser lyset hos Søren Sørøver.

Lad os for en kort stund forestille os, at det skulle lykkes den gode Sørøver at få Landbrugets ubestridte førstemand Martin Merrild ind i sit hjem til en velhængt økologisk fritgående pandestegt kotelet. Lad os også for en kort stund forestille os, at det ved sød og indtrængende tale krydret med et glas eller sytten af sørøverens hjemmedyrkede vin skulle lykkes at overbevise Merrild om, at han, organisationen og de mange tusinde landmænd, der stadig betaler kontingent til organisation, har taget grueligt fejl i den måde, de har bedrevet forretning på de sidste hvad? 250 år, hvis man skal trække tråde til Kjeld Hansens tabte land, men måske lidt kortere i sørøverens optik.

Lad os også forestille os, at holdningsændringen hos Merrild, selv efter tømmermændene havde lagt sig, havde forplantet sig så dybt i hans sjæl, at han ville beslutte sig for at omvende sig selv og sine tidligere åndsfæller.

Det første, han ville gøre, var selvfølgelig at opsøge den øvrige primærbestyrelse i Landbrug & Fødevarer. Hør nu her venner, ville han sige, og de ville lytte, for han havde jo hidtil været deres ven. Besind jer. Ville han sige. Og så ville de rynke lidt på næserne, som ellers er vant til lidt af hvert. I må opgive jeres levevis og jeres indkomme. I må forsage Danish Crown og alt dets væsen. I må låne lidt flere penge, så vi kan få etableret et slagteri, der kun skal slå grise ihjel, der har krølle på halen.

Vi lader rynkeriet blive ved næsen lidt endnu, blot fordi det er sjov at forestille sig ting. Så forestiller vi os, at Merrild var så magtfuld, karismatisk og åndfuld, at han fik overbevist de der folk om sandhedens veje. I samlet flok ville de da gå ind til Landbrug & Fødevarers virksomhedsbestyrelse. Her skal flere til, for alle ved, at den har mest at sige, selv om formanden er en rendyrket bonderøv.

Tican, Danish Crown, Arla, DLG folk besind jer, ville de sige. I har blodpenge mellem hænderne. I suger på de uskyldige, og vi har leveret jeres brændstof. I må nedlægge jeres produktion og slutte med at eksportere dårligdommene til verden. Længe nok har vi udsultet EU’s kasser og udnyttet sagesløse slagtere, mejerister og ingeniører for at mele vores egen kage. Det er nok. Vi må give folkene mere i løn. Vi må lukke køerne og svinene ud. Vi må forsage Borlaug og alt hans væsen, for vi har fundet en ædlere vej.

Virksomhedsbestyrelser rynker mindre på næsen end bønder, for de har forhandlet mere og ved, at man må bevare det kølige overblik og lade som om, man hører, hvad modparten har at sige. Derfor nøjes de med at rette lidt på deres slips, mens vi forestiller os, at de også har set lyset.

Herfra er det en formsag, tænker de alle. De 117 udvalg og bestyrelser i organisationen, der hver især kæmper deres sag, lader sig som oftest overbevise, når en samlet L&F hovedbestyrelse først har besluttet sig. Nu skal det blot meddeles direktør Karen Hækkerup, at hun alligevel ikke skal forsage sine førvalgssocialdemokratiske idealer om et frit og økologisk Danmark. Hun vil nok være tvunget til at gå lidt ned i løn, til de nye produktionsformer har erobret verdensmarkedet. På den anden side vil der næppe længere være brug for så uhyrligt stort et lobbyapparat til at producere usandheder til folketinget og det der EU, som alligevel ikke lytter.

Karen Hækkerup, landbrugets førstedame, går ned i løn.
Karen Hækkerup, landbrugets førstedame, går ned i løn.

Karen Hækkerup har altid været god til at følge strømmen, så hun lader sig snildt overtale og beordrer straks udarbejdet en pressemeddelelse med det glade budskab. LandbrugsAvisen.dk bringer straks nyheden, der spreder sig som gylle i et åløb blandt erhvervets udøvere. Merrild lader sig interviewe på tv og glade som bønderne er for hans ledelse, bifalder de straks det nye regime. Enkelte miserable sjæle begår sågar selvmord, idet de endelig påtager sig skylden for utallige årtiers helligbrøde.

Men så ringer telefonen. Det er Ole Wehlast, forbundsformand i NNF. Han har også set Merrild, og han har aldrig været helt så betaget af hans væsen. Næ, siger Ole. Hvor skal mine folk gå hen, mens I river alt ned?

Ingen fare, siger Merrild, på Falster og i Sønderjylland er der så mange nedlagte landbrugsbygninger, at ingen vil komme til at mangle tag over hovedet. I det nye regime vil behovet for arbejdskraft også blive umådeligt, og vi vil få vort daglige brød, som himlens fugle også får det.

Hrmmpff siger Ole Wehlast, for han er ikke overbevist, men det er jo ikke hans butik, så hvem er han at beslutte, hvad der skal leve, og hvad der skal dø? Og hvis I vil det anderledes, siger Merrild, vil vi gerne sælge jer butikkerne billigt.

Nok er Ole fagforeningsmand, men så naiv er han alligevel ikke. Så han lægger pænt røret på og giver plads til en insisterende kimen fra nationalbankdirektør Lars Rohde.

Hvad laver I? Spørger han besindigt.

Vi har set lyset. Vi nedlægger os selv.

Arrhh. Er det nu en god ide? I skylder os trods alt spidsen af en jetjager. Eller lidt mere faktisk.

Det er ikke vores problem. Vi kan ikke blive ved med det lort, vi laver.

Nå. Siger Lars Rohde. Vi må se, om vi kan få pensionskasserne på banen. De har jo dog lidt penge.

Ja. Hvis I vil køre lortet videre, vasker jeg mine hænder, siger Merrild. Men I må vide, at I også må overtage slagterierne og mejerierne. Dem lukker vi også for uetisk mad.

Så er den samtale lidt forbi. Men Merrild har stadig den bedste samtale til gode. Han skal ringe til Dan Jørgensen og fortælle ham, at dyrevelfærden nu vil få det bedre. Ikke en fugl, ikke en gris, ikke en ko vil længere blive udsat for nogen som helst form for overlast på danske bedrifter. Og fiskene får det også bedre.

Fødevareminister Dan Jørgensen ved vinduespartiet på Danish Crowns slagteri i Horsens.
Fødevareminister Dan Jørgensen ved vinduespartiet på Danish Crowns slagteri i Horsens.

Dan Jørgensen bliver først glad. Men så kommer han i tanke om, at han jo har skaffet bondefolket adgang til at sælge pølser i Kina. De er godt nok ikke begyndt at købe dem endnu, men det er kun et spørgsmål om tid.

Vil de have de økologiske pølser Merrild? Spørger Dan.

Det ved jeg ikke, Dan. De vil jo ikke have de andre pølser endnu. Det må du ordne.

Synes du ikke, jeg har nok at se til med at lave stegt flæsk herhjemme?

Det er en global verden, Dan. Du må se ud over grænserne.

Det kan I fakta ikke være bekendt, Merrild. Har I tænkt på at sætte lidt penge af, så vi i det mindste kan markedsføre det nye regime?

Penge har vi ikke nogen af Dan. Det ved du nok. Desuden er små producenter meget bedre til markedsføring end de store Dan. De skal nok få overbevist kineserne. Det siger Sørøveren. Og kineserne er vant til, at småt er godt. Og så kan I jo bruge landdistriktmidlerne. Og pengene fra promilleafgiftsfonden, selv om den nok bliver udhulet lidt i de kommende år. Men noget helt andet er Dan. Vi får nok brug for lidt mere end landbrugsstøtte de kommende par år. Kan du forstrække os med lidt?

Er du sindssyg Merrild. Det er valgår. Nu må I sgu ind i kampen.

Nej, vi melder os ud. Du må ringe til Søren Sørøver. Han ved besked. Vi vil heller ikke have hånden oppe i røven på dig længere. Du må finde nogen andre, der vil det.

Dan Jørgensen er ikke helt tilfreds. Det er jo godt for dyrene, tænker han godt nok. Men hvad vil Sass, Corydon og Helle sige. Og så I et valgår. Det må kunne vendes til noget godt. Tænker Dan, før han skynder sig over til det ekstraordinære møde i Statsministeriet.

Helle, Corydon og Sass er godt nok ikke rigtig glade. Ole Wehlast har ringet. Rohde har ringet. Selv Margrethe Vestager har ringet fra Bruxelles og spurgt, om ikke der bliver for få store spillere tilbage til at slås med hinanden.

Men Helle og Sass har ligesom Rohde husket, at kravet om selveje jo er ophævet, så pensionskasser og kapitalfonde kan købe landbrug. Corydon har god erfaring med at sælge til den slags, så mon ikke han kan finde villige investorer. De vil være anderledes modstandsdygtige over for argumenter, vin og koteletter fra Søren Sørøver, så hvis bare prisen er rigtig, skal vi snart få omsat de forsømte erhverv. Måske kan der endda indføres nogle klausuler om, at de der forladte og forfaldne gårdbygninger, der skæmmer landskabet, skal rives ned på deres bekostning. Så er meget sparet.

Og således vil alt hurlumhejet ende, og de ellers arbejdsløse lobbyister i L&F kan nok finde ansættelse via de nye ejere.

Men ude i Søren Sørøvers hønsegård vil æggene stadig blive lagt forgæves.

Læs i stedet her, hvordan vi får http://verdensbedstefodevarer.dk

 

 

 

Følg os!