Af Amy Rasmussen, økologisk og biodynamisk grøntsagsproducent på Kiselgården og bestyrelsesmedlem i Verdens Bedste Fødevarer.
Ordene “bæredygtighed” og “stop madspild” popper op her og der og alle vegne. Det virker efterhånden som noget, der er allemandseje, og noget man kan få lov til at flage med, hvis man bare husker at bruge ordet tit nok, for så æder vi som forbrugere det råt.
Det er, som om ordet “bæredygtighed” og “stop madspild” er blevet slidt op og lyder hult, i hvert fald i mine ører. Eller måske er det fordi, vi på Kiselgården lige netop har gjort os så mange tanker omkring bæredygtighed, at det er begyndt at lyde hult og miste lidt fokus?
Læs også: Kiselgården: Der er behov for bedre debat
Rødbeder uden indpakning bliver bløde
Derfor skal det her handle om, hvordan vi tænker på bæredygtighed og madspild i vores daglige gang i pakkeriet. Måden vi pakker grøntsagerne på, hvor meget vand vi bruger til at vaske grøntsagerne med, hvor meget plastik der bruges og selvfølgelig også returemballage.
Desværre er mange af de her ting fuldstændig ud af vores hænder, da kravene fra kunderne er skyhøje i alle mulige retninger. Svind i grøntsager uden emballage kan være skyhøjt, afhængig af hvilken slags afgrøder, der er tale om. Det med vej selv rodfrugter i supermarkederne er helt sikkert en smuk tanke, men lige netop her synes vi ordene “stop madspild” og “bæredygtighed” giver absolut ingen mening, da vi nemt kan regne ud, hvor meget spild der bliver i løbet af en dag, når rødderne bliver bløde, og hermed ikke egnede til salg.
Vi har de sidste par år været på jagt efter noget bionedbrydeligt plastik, vi kunne bruge, men udviklingen og efterspørgslen er bare ikke der endnu, hvor det er til at betale. Her har vi i mellemtiden valgt en løsning, hvor vi kan justere posens længde alt afhængig af hvor lidt eller meget, der skal i. Et lille skridt, og det må for nu være vores græsrodsbevægelse, hvad emballage angår.
Tons efter tons må kasseres
Hvis vi så tager et skridt tilbage og ser på, hvor meget svind der allerede er hos primærproducenterne, og her taler vi stadig kun om grøntsager da vi som sagt ikke kan udtale os om andet, er der tons efter tons at hente i det ,der kasseres, på grund af udseende eller vægt.
Det er bestemt ikke med vilje, at de skæve ting bliver kasseret, det er rent og skær penge væk fra bundlinien. Nej, alting skal passe ind i nogle rammer, som sættes af dem som køber.
Hvis vi så vender bøtten rundt, og forestiller os, at alle de skæve grøntsager skulle havne hos supermarkederne, lidt ligesom de krumme agurker gjorde for nogle år tilbage, ville forbrugerne så købe dem?
Formentlig nej, da prisen hos producenten ikke kan blive lavere, bare fordi guleroden er knækket midt over. Den skal stadig håndteres, poses, mærkes og fragtes til samme pris. Derfor vil forbrugeren ende med at betale den samme pris for klasse to, som man ville gøre ved en prima vare. Ergo er det bare nemmere at smide det ud.
Vi kan ikke bruge det som gødning
Lige i vores situation med rigtig mange forskellige afgrøder, er det heller ikke en mulighed at bruge ”affaldet” som gødning på markerne med fare for sygdomme. Vi skal for eksempel ikke have kål-affald på en mark hvor vi inden for de næste fem år skal dyrke kål, da der er fare for kålbrok. Det er en plantesygdom som fanden har skabt og ikke til at komme af med, når man først har fået det.
Vi har så valgt at skaffe os en større flok grise til at komme af med affaldsproblemet og få noget dejligt kød ud af det. Det, mener vi, giver rigtig god mening lige netop for os. Det er bæredygtigt i vores optik, men der vil nok helt sikkert være en veganer, som vil mene anderledes.
Og så er der hele aspektet om, at det simpelthen ikke er økonomisk ansvarligt at producere en 100 % plantebaseret grøntsag, da der skal enorme mængder grøngødning i form af for eksempel kløver, til at danne nok kvælstof til at producere et kålhoved.
Vi har gang i nogle eksperimenter med grøntgødning sammen med de afgrøder, der er i vækst, men vi er bare ikke der, hvor vi økonomisk er så stærke, at vi kan omlægge hele produktionen til kun at blive gødet med grøntgødning.
Så uden husdyrgødning, ingen grøntsager. Det ene kan ikke uden det andet, men det må være et indlæg til en anden god gang.
Er egyptiske kartofler sagen i februar?
Og så retter vi igen tankerne mod ordet “bæredygtighed”, for hvad skal vi nu brødføde verden med, hvis vi også samtidig skal skære ned på vores kødforbrug? Dyrene, som skal fodre vores grøntsager, skal også fodres med et eller andet, som også skal fremdyrkes. Og hvad med alle de nye plantebaserede hakkebøffer i kølediskene, fyldt med soja fra Langtbortistan? Hvor er lige bæredygtigheden i det? Eller nye økologiske kartofler fra Egypten i februar måned, når vi helt sikkert stadig har fantastiske valgmuligheder her hjemmefra?
Her er det vigtigt at huske, at økologi i Egypten, eller sågar i Spanien ikke er det samme som økologi herhjemme. Hvad er det bæredygtige valg her? Spørger du os, ville vi altid vælge den danske vare, uanset mærkningen.
Vi mener stadig, at vi dyrker nogle af verdens bedste grøntsager, men er det bæredygtigt med de vilkår vi arbejder under? Det kommer nok an på, hvilke briller man ser det med, og hvad og hvem vi skal prøve at sælge produktet til.
Se i video herunder, hvorfor Kiselgården er medlem i Verdens Bedste Fødevarer (dengang hed vi Verdens Rigeste Landmænd). Og meld dig selv eller din virksomhed ind her.
