Skrevet den 07. okt 2018

Kemiker: Derfor er jeg ikke bekymret for RoundUp

anton a. a. smith, RoundUp
Anton A. A. Smith er medlem i Verdens Bedste Fødevarer og adjunkt ved Aarhus Universitet, samt gæsteforsker på Stanford University.

Gæsteindlæg af kemiker, Anton A. A. Smith, medlem i Verdens Bedste Fødevarer og adjunkt ved Aarhus Universitet, samt gæsteforsker på Stanford University

Jeg har til dato ikke mødt den forsker, der ikke ønsker en sikker og bæredygtig verden. Det gør sig også gældende for dem, der arbejder i agrokemikalieindustrien. Kantinerne på deres arbejdspladser serverer den mad, deres produkter bruges til at producere, og det får konspirationsteorier om, at de skulle skjule information om, at det er sundhedsskadeligt, til at klinge lidt hult.

Jeg havde for et par måneder siden en snak med en forsker fra Monsanto. Hun var stolt over, at hendes arbejde bidrog til at sikre fødevareproduktionen. I en tid, hvor det er svært at lave forskning med en samfundsmæssig effekt, følte hun sig privilegeret over at arbejde på noget så vigtigt. Det er et arbejde med en større mening. Hun er frustreret over det dårlige image, agrokemikalier har, men vil ikke deltage i debatten, fordi hun altid i opponenternes øjne vil være en lakaj betalt af Monsanto.

Indtil for få år siden var jeg med på øko-bølgen, og imod pesticider. Jeg var i dialog med en dansk øko-aktivist, og indvilligede i at undersøge en dansk forsker, som han havde hørt var betalt af Monsanto, for interessekonflikter og underlødig forskning. Efter at have læst forskerens arbejde, måtte jeg overgive mig for det bedre argument, og jeg ændrede min holdning til pesticider.

Det komiske var, at øko-aktivisten der opfordrede mig til at undersøge forskeren, selv havde økonomiske interessekonflikter i forhold til økologi. Han var ikke så interesseret i mine fund.

 

Giftighed i baghovedet

Jeg bruger meget tid på at læse en kedelig type dokumenter kaldet Safety Data Sheets (SDS). Når man laver kemiske eksperimenter, er det vigtigt at have sikkerheden i orden, for ellers ved man ikke, hvornår noget er så giftigt, at enkelte dråber uden på handsken får en til at falde død om nogle måneder senere (og det er ikke et tænkt eksempel).

Toksicitet, og langsigtede risici er noget, jeg hele tiden har i baghovedet i mit daglige arbejde. Det er nødvendigt, for et kemisk laboratorie kan være en farlig arbejdsplads, og jeg vil hellere være overforsigtig, end overmodig.

Så jeg forstår virkelig den bekymring, offentligheden har overfor skadelig kemi. Der er nogle pesticider på markedet, som jeg synes ser suspekte ud, ud fra min kemiske intuition. Andre er jeg meget tryg ved.

Blandt disse er RoundUp nok det mest offentligt kendte. Ukrudtsmidlet, og dets aktive ingrediens glyphosat, har fået meget negativ opmærksomhed, der er ude af proportioner med sine risici. Det aktive stof er et simpelt stof, med en veldefineret virkningsmekanisme, og uden nogle uforudsigelige krøller på halen toksikologisk. Hvis man er typen, der kan lide en god (bio)kemisk historie, bliver man skuffet, hvis man dykker ned i Roundup. Det er ret kedeligt, og et skoleeksempel på et middel, der virker, som det skal, på den måde det skal, og ikke bliver nedbrudt til noget eksotisk giftigt hurlumhej.

Får man kræft af RoundUp?

Roundup får alligevel skylden får kræft, og der er en udpræget frygt for midlet. Men kræftfremkaldende stoffer har nogle overordnede fællestræk, og RoundUp går fri af alle sammen.

Langt de fleste af de åbenlyst kræftfremkaldende stoffer er kemikalier som i sig selv, eller dets nedbrydningsprodukter, reagerer med organismers DNA, cellens manual og arvemateriale. Langt de fleste kræftfremkaldende kemikalier findes i denne kategori.

Når kemikalier reagerer med DNA, hedder det i fagsprog DNA adducter, og disse adducter kan føre til mutationer i DNA, som i værste fald kan lede til kræft. Vi udsættes for en del kemikalier med disse egenskaber, såsom acrylamid, acrolein og polyaromatiske kulstofforbindelser som alle er kemikalier, der opstår ved varmebehandling af fødevarer. Nogle svampetoxiner laver også adducter med DNA og er blandt de mest kræftfremkaldende stoffer, vi kender til. Disse toxiner kan findes i kornprodukter i varierende grad, og er under overvågning.

Andre kemikalier kan have en kræftfremkaldende effekt, hvis stoffer pakker sig sammen med DNA, og laver rod i aflæsningen af DNA, når celler deler sig. Der er ikke voldsomt mange stoffer i denne kategori, og ikke nogen så vidt jeg kender til, man bliver udsat for i dagligdagen.

Men hverken glyphosat, eller dets hjælpestoffer laver adducter, eller pakker med DNA.

Kemiske stoffer kan også være kræftfremkaldende ved at virke som et hormon, der stimulerer cellevækst, eller er hormonforstyrrende. Det opdages i nogle tilfælde, efter at kemikaliet har været i brug kommercielt. Eksempler på dette er flere perfluorerede forbindelser, som ganske ufornuftigt bruges i fedtafvisende fødevareemballage.

Men der er ikke noget der tyder på at glyphosat skulle være hormonforstyrrende, og det er heller ikke vurderingen fra den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet EFSA (european food safety authority)..

Overordnet set er det studeret til hudløshed, at glyphosat ikke giver kræft.

Med medicinalkemiske briller på, er det ikke overraskende, at glyphosat er så harmløst. Det er et lille molekyle, uden alkylerende reaktivitet, med en ekstremt høj vandopløselighed. Det har en meget kort halveringstid i kroppen (ca. 3 timer), så det kommer hurtigt ud, skulle det komme ind. Et stof med disse karakteristika skal man have voldsomt høje doser af, før at de kan forvolde skade, medmindre de har en specifik toksicitet. Og det har det heldigvis kun på planter, fordi det hæmmer et enzym, som er essentielt for alle planters overlevelse, men som hverken mennesker eller dyr har.

Glyphosat har selvfølgelig toxiske effekter, hvis eksponeringen ellers bare er voldsom nok. Det samme er gældende for alt andet, vi indtager. Så selvfølgelig kan man påvise toxicitet ved en absurd eksponering, men det er ikke noget, der er værd at bruge tid på.

 

Men hvad så med hjælpestofferne?

Når man taler med glyphosat skeptikere og fremlægger den massive evidens, der findes for, at stoffet ikke er kræftfremkaldende, ender man ofte med, at skeptikeren i stedet fremhæver de hjælpestoffer, der er tilsat fx RoundUp. Det er stoffer, der er nødvendige, fordi glyphosat er så vandopløseligt, at det ikke kommer igennem planternes cellevægge. Det skal have en hjælpende hånd, og det får den i form af forskellige overfladeaktive stoffer.

Det er stoffer, der i både struktur og funktion mest af alt minder om de kemikalier, man finder i shampoo. Der er ingen tvivl om, at det kan være skidt at indtage nogle af disse stoffer – af alle de samme årsager som, at man ikke skal drikke sin shampoo. Andre komponenter er decideret spiselige, og lavet af planteolier. En enkelt af de overfladeaktive (surfactant) hjælpestoffer skiller sig ud med en potentielt højere toxicitet end de andre, og værende skadelig for vandmiljøet; polyethoxylated tallow amine (POEA).

Kemisk set har denne surfactant fællestræk med algefjerner og sæddræbende midler, og det er ikke overraskende, det kan være problematisk ved en høj eksponering. Glyphosat formuleringer med POEA er ikke lovlige i EU.

Der er også hjælpestoffer, der ikke er overfladeaktive stoffer. Disse hjælper ligeledes glyphosat med at udføre sin funktion på forskellig vis. Nogle af dem er lokalirriterede og ætsende ved en høj koncentration, men er ellers ikke bekymringsværdige.

Men ingen af stofferne, eller glyphosat, mistænkes for at være kræftfremkaldende af myndighederne. EFSA (European Food Safety Authority) er klare i mælet, og grundlaget for deres vurderinger er også offentlige tilgængelige.

Enkelte studier uden kontekst

Trods overvældende evidens for sikkerheden, forhindrer det dog ikke svag forskning i at have vind i sejlene, hvis den er kritisk mod Roundup.

Det var for nylig tilfældet, da blandt andre folketingspolitiker Christian Poll fra Alternativet tweetede ”Nu er det alvor” med et link til en forskningsartikel med titlen ”The mechanism of DNA damage induced by Roundup 360 PLUS, glyphosate and AMPA in human peripheral blood mononuclear cells – genotoxic risk assessement”

Alene titlen vil nok skræmme de fleste almindelige mennesker fra at dykke længere ned i artiklen. Men kompleksiteten skræmte ikke en håndfuld miljøengagerede typer, der syntes, at konklusionen ”Roundup 360 PLUS giver DNA-skader i blodceller selv ved 5 μM” hentet fra artiklens sammenfatning var vand på deres mølle.

Her kan jeg kun blive lidt olm på forskerne bag studiet, for de vildleder mellem linjerne. I studiet har de hældt glyphosat og roundup på en fraktion af blodceller. Og ved en koncentration, der er flere tusind gange større end den, der vil kunne opstå i blodet, fandt de, at cellerne blev mildt utilfredse. Det er imidlertid hverken interessant eller overraskende taget i betragtning af, at der er overfladeaktive stoffer til stede, der forstyrrer cellemembranen.

Forskerne fandt også, at ingen af stofferne reagerer med DNA. Det modsatte ville have været bekymrende, for så kunne man have grund til at tro, at det kunne være kræftfremkaldende.

DNA skade-testen, forskerne udførte, vil overordnet give det samme resultat for et utal af stoffer. I dette studie bruges samme metode til at måle hvordan salt (som i køkkensalt), også giver DNA skader af samme type.

Uden kontekst kunne artiklen altså virke bekymringsværdig. Men det er en primærartikel, som man bør holde sig fra at konkludere noget ud fra, hvis man ikke har faglig viden på feltet. Hvis man absolut vil blive klogere på emnet, bør man i stedet hive fat i oversigtsartikler. De tager længere tid at læse (specielt fordi man ikke kan nøjes med abstracted). Men nuancer tager nu engang tid.

Lobbyisme, politiske, og økonomisk interesser

Tilbage står desværre stadig, at få emner er ligeså betændte som glyphosat og Roundup, selv om andre agrokemikalier burde påkalde sig langt større opmærksomhed.

Problemet er i mine øjne, at følelser og politiske interesser har det med at fortrænge konkret viden. Derudover er der stærke pro-økologiske strømninger i disse dage, og det er nemmere for disse interessegrupper at få en øget tilslutning ved at være opposition til noget, der kan udstilles som værende farligt eller ondt. Disse organisationer har også deres egne økonomiske interesser, som gør, at de ikke er så objektive i deres vurderinger af videnskab, som man kunne ønske.

Agrokemikalier har et dårligt image. Det er der selvfølgelig en grund til, men at skære alt denne teknologi over en kam og forbyde den, er den hurtigste måde at destabilisere fødevareproduktionen og ville ikke være baseret på faktuel videnskabelig viden.

Anton A. A. Smith slutter sig til andre medlemmer som generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl fra Dansk Vegetarisk Forening, Anne Sofie Vestergaard PoulsenFood Innovation HouseSøren IlsøeKaj StjernholmFarmbackup Ryegaard og Trudshold Godser Nature EnergyDI Fødevarer,  KiselgårdenDansk PlanteværnStorkedalMichael NielsenKim Kjær Knudsen, COOP, Teknologisk Institut og Aalundgaard

Her kan du melde dig selv ind

Følg os!